Friday, 27 November 2009

Sidste arbejdsdag!

Idag havde jeg sidste arbejdsdag, hvilket var super mærkeligt. Det var også ret stressende, da der var så mange ting der skulle gøres færdige. Mine søde kollegaer havde arrangeret fællesspisning af morgenmad, og så havde de købt et rejsekit til mig!
Jeg fik denne lille røde kuffert, med alt hvad man skal bruge til at overleve i Berlin. Den indeholdt en meget rejsevenlig udgave af Backgamon ( hvordan man lige finder ud af hvor meget man skal rykke ved jeg ikke, måske man kan slå med fingrene ala sten, saks, papir???)
En berlinerbog, en notesbog, som jeg ved jeg bliver rigtig glad for, grødris og saltlakridser (Har altid tænkt at det er en af de få ting jeg ville have svært ved at undvære hvis jeg skulle flytte til udlandet)!!!
Efter arbejde tog jeg ind til Lord Nilson for at drikke en fyraftensøl sammen med Claus, og så var jeg lige et smut i biffen og se "Luftkastellet der blev sprængt" så jeg kunne få slutningen med inden jeg rejser!

En torsdag aften!

Jeg havde lokket Eva med til en koncert torsdag aften, som en sidste ting vi skulle gøre sammen inden jeg tager afsted, og hvad er bedre end at tage på Loppen og høre Port O'Brien.

Det var en rigtig fin koncert, især til en torsdag aften, hvor det regnede udenfor, og der skulle drikkes nogle farveløl!

Både Eva og jeg blev en smule forelsket i deres trommesæt!

Normalt har vi en ting for mænd med tamboriner, men ham her på mundkeybord er da heller ikke at stå for!

Efter koncerten snakkede vi lidt med forsangeren og da han opdagede at vi havde ens sko på synes han vi skulle tage et billede sammen, hvilket egentlig passer godt, da jeg har en ting med at tage billeder af Converse (bare se mine tags på FB)
Selvom det plejer at være Eva der køber badges endte det alligevel med at jeg købte en super fin en, "I woke up today" som jeg tænkte at jeg skulle have på på arbejde idag. Eftersom jeg kom rimelig sent iseng og skulle op kl 6. så var den berettiget!

Monday, 23 November 2009

HC Andersen anno 2009

Tænkte at jeg lige ville lægge noget af det arbejde jeg har lavet for nylig ud på bloggen! Egentlig var det meningen af billederne skulle tale for sig selv, men nu har jeg altså skrevet en lille historie til! Der var engang en prinsesse. Hun havde et godt job og boede i sin egen lejlighed lige ved Lille Trianglen, med en skøn udsigt over søerne. Prinsessen datede en prins fra en anden bydel. Prinsen var både flot og sød. Han overøsede hende med gaver og tilbad hende, men prinsessen tænkte at der helt sikkert var en prins derude som både var flotter, sødere og tilbad hende mere. Derfor endte hun med at droppe ham.




Prinsessen begyndte nu at lede efter en bedre prins. Hun gik i byen hver weekend og mødte den ene frø efter den anden. Der var ikke mange frøer der sagde hende noget, men hun flirtede med dem for at få sine cocktail betalt, mens hendes veninder stod i baren og rynkede på næsen.


Prinsessen ledte og ledte, og hun måtte kysse mange frøer, ja nogen endda ækle tusser, men ingen af dem blev til en prins. En tidlig morgen da prinsessen endnu engang havde været ude at lede, sad hun og ønskede sig, at hun dog blot havde taget prinsen fra den anden bydel. For han var jo både flot og sød. Næste dag ringede hun til ham. Men ak! Han havde fundet en sød borgerlig pige at gifte sig med, og de ventede nu deres første barn.Prinsessen var efterhånden blevet ældre og hun ønskede sig brændende også at få et barn der kunne arve hendes kongerige, men der var ikke nogen prinser der kunne være far til barnet.Derfor lavede hun en aftale med en læge, der kunne sørge for at hun blev med barn, selvom hun ikke havde fundet en prins. Og det hele blev endda betalt af kongeriget.
Nu kunne prinsessen leve lykkeligt til sine dages ende!

Sunday, 22 November 2009

Mit første indlæg!

Ja, selvom bloggen ikke helt har taget form endnu, tænkte jeg at jeg godt lige kunne skrive et par linjer! Der er nok ikke så mange læsere af dette, men alligevel!
Havde jo egentlig tænkt at dette skulle bruges som en rejseblog, så venner og familie kunne holde sig opdateret uden jeg behøver at skrive 1000 mails. Men lad os nu se hvad det bliver til! Hvem ved måske bliver jeg ligefrem afhængig af det!!

Tænkt jeg har en uge tilbage før jeg tager af sted, og der er tusind ting der skal nåes inden, men jeg glæder mig ufatteligt meget. På mandag når jeg sætter mig op i flyet så har jeg ingen anelse om hvad jeg kommer til at foretage mig de næste 6 måneder, og selvom jeg er en person der normalt gerne vil have styr på tingene synes jeg faktisk det er ret fedt bare at skulle tage tingene som det kommer, og se hvad der sker!